tirsdag den 3. januar 2012

Status ?

Her på årets 3. dag skulle jeg måske gøre status over 2011, men det vil jeg ikke. Kun sige at også 2011 bød på dejlige strikkeoplevelser, dejligt garn, skønne garn butikker og dejligt færdigt strik, som bliver brugt flittigt rundt omkring.
Mellem jul og nytår var der en dejlig ro og fred her på matriklen, bare rolige besøg af yngste og ældste. Det gav god anledning til at starte gode sager op, så der igen er ting at vælge i mellem i strikkekurven. Sådan har jeg det bedst. Det første er "Valket tørklæde" af Charlotte Tøndering. Strikket i en tråd Tvinni Tveed og 1 tråd Ito Asa. Asa tråden er hård ved fingrene, så der bliver ikke strikket så mange pinde ad gangen, men jeg glæder mig til den er færdig. Jeg har nemlig set en der var færdig, godt nok i sort og grå, men den var så smuk. Det næste der er startet op er en trøje med fletmønster til yngste. Hun havde egentlig bestilt en mohair trøje, men det kunne jeg ikke få til at fungere, derfor var hun nødt til at vælge om. Den er fra Strikkemagasin nr. 11 - 2011. Opskriften sagde Fritidsgarn, men med ukendte vaskemaskiner på kollegier, og med Fritidsgarnets lyst til at filte, så blev det fravalgt. Vi valgte i stedet Alafoss Lopi, og det tegner godt.
Det sidste der blev startet op er et Det halve inkarige. Det er strikket i det blødeste, dejligste garn, og jeg glæder mig til at svøbe det om min hals når vi skal ud på stadions før foråret får fat.
Måske bliver 2012 året hvor jeg strikker mest der skal blive her på matriklen - måske?
Jeg drømmer om at blive færdig med Vandløb til Jan, og at strikke en trøje der hedder cirkler, i dobbeltstrik. Derudover vil jeg strikke det jeg har lyst til, og meget af det, for strik er blevet det der gør at jeg kan holde stressen nede - den er ikke væk, stikker sit grimme hoved frem ind i mellem, men strikkepindene er mit våben.
Må 2012 blive et godt år for os alle. 

mandag den 26. december 2011

Julegaver 2011

På sådan en dejlig 2. juledag bliver der tid til at lave et indlæg på bloggen. Den lever et lidt stille liv, men det skyldes både at der ikke var så meget at vise frem, og så den kendsgerning at det er svært at nå alting.
Der blev strikket lidt til julegaver, og modsat hvad reklamebranchen forsøger at bilde os ind, så falder bløde pakker på et godt sted i min familie. Først to gaver som skulle sendes ud i verden - eller i hvert fald til Østjylland. Strømper til en svigersøn, og grydelapper til en anden. Grydelapper strikket i Fritidsgarn, filtet lidt så de blev lækre og tætte. Strømpegarnet var fra lageret, sandsynligvis købt hos Markno.
 Der blev strikket halsrør til nogen af de voksne piger. 
Til venstre ses først et grovere et, strikket i Chunky fra Hjertegarn. Et meget lækkert garn i 98 % babyalpaka og 2 % nylon. Det er ligesom en række luftmasker der skal strikkes med, det er meget elastisk og lækkert blødt, og så vejer det næsten ingenting. En god oplevelse at strikke med - og det færdige resultat var så lækkert og blødt, med tryk på et langt ø.
Det andet halsrør strikket i Rustic fra Hjertegarn. Her er indholdet 83 % babyalpaka og 17 % nylon. Dette garn er noget tyndere, endnu mere elastisk og også her er det færdige reslutat meget lækkert og blødt. Pulsvarmerne er også strikket i Rustic. Alle tre opskrifter fundet i Kreativ Strik, forskellige numre.
Der blev også strikket et halsrør i Navia Trio, dobbelt garn - og i mønsteret fra Stockholm Scarf, og et par pulsvarmere i samme mønster, men i enkelt tråd. dette sæt blev desværre ikke foreviget i mit kamera, da tiden blev lidt knap tæt på jul, da det var min lod at arbejde både d. 23. og d. 24. i dagvagt. 
Sidste strikkede julegave fra min hånd i år var en ottekantet poncho.
Den er designet af Lene Trojel Bertelsen, købt ved Uldbutikken, Haderup (jeg kan ikke finde et link !).  Opskriften er meget let at følge, så det gjorde jeg - ingen svinkeærinder overhovedet. Garnet er  Gotlandsk Pelsuld, lidt hårdt ved fingrene at strikke i, men dejligt formfast når det er vasket. 
Ældste havde selv bestilt denne poncho, så mon ikke den falder i god jord, jeg synes faktisk at den er ret flot i al sin enkelhed.
Nu vil jeg vende tilbage til familien og nyde min fridag i fulde drag, og ønske alle der læser med her et godt og lykkebringende nytår. Må den forme sig med mange glæder, med gode oplevelser og megen strik.


mandag den 12. december 2011

Hop postmand Per

I dag har jeg været på posthuset med en pakke. Den skal ankomme senest d. 14. december - og jeg venter spændt på hvornår den åbnes. 
 Glædelig december derude - og husk det bliver jul alligevel.

lørdag den 3. december 2011

Forsinket åbning

Så blev det min tur til at åbne pakken i Unikarinas kreative pakkekalender. Min "åbnedag" hed 2. december, og der var gjort klar til at jeg efter en dagvagt, kunne nå hjem og fotografere i et svindende dagslys. Sådan kom det ikke til at gå. Der var (alt for) mange syge på mit arbejde, så det blev til en aftenvagt oveni - derfor må jeg bede om undskyldning for ikke at have lavet dette indlæg d. 2. december, men nu kommer det - og det var værd at vente på for mig.
 Jane fra pilfingers verden har sendt mig en rigtig dejlig julepakke. Hun undskylder med at hun har haft meget om ørene, og at hun har syet det sidste med et barn på skødet, - men kære Jane, jeg synes at det er så flot. Dette juletræ er indsat i et kort, og selvom det er et træls blitz-billede, kan det nok anes at det ikke er for folk med sarte øjne. Hvert sting er så lillebitte. 
 Der var hjerter, store syet i noget lækkert rødstribet stof, med lidt sving på - de er så flotte, og de skal hænges op, så vi kan nyde dem hver dag lige til d. 6 januar. Der var lækre tykke filtede grydelapper, sådan nogen man ikke kan brænde sig igennem, og med den flotteste finish med  rødstribede bændler syet på med træknapper. Det giver et dejligt rustikt look, som jeg godt kan lide - de vil pynte i mit køkken op til jul - og det kan godt ske at jeg glemmer at putte dem i julekassen, når der skal ryddes væk igen, for de står til at blive yndlings ! Der var også en flok stjerner lavet gennem et bæredygtigt projekt igennem Danmission af kvinder i Tanzania.
Tusind tak Jane jeg er helt overvældet, det er så flotte ting du har sendt mig, og jeg vil fremover følge med på pilfingers verden da jeg tror at der er inspiration at hente for mig.
Til sidst endnu en gang tak til Unikarina fordi hun holder os i gang her i december. Det sidste billede er et nærbillede af det flotte ophæng på grydelapperne - jeg tror at jeg kommer til at tyvstjæle idéen.
 

søndag den 27. november 2011

Der er noget i luften...

Når det er 1. søndag i advent er det tilladt at begynde at pynte lidt op her på matriklen. Vi er ikke til meget, eller overdådigt, julepynt, men holder af det enkle.
Adventskransen, hvis den kan kaldes i krans, er lavet i en smuk træskål som Jans far har drejet engang for mange år siden. Han var møbelsnedker, og vi har heldigvis flere ting han har lavet. 4 røde lys, og så en masse kogler fra haven, sammen med stjerneanis, nelliker og hel kanel. Det dufter helt vidunderligt, og ji min optik er det rigtig julet.
Jeg er med i en i en kreativ pakkekalender, og jeg glæder mig allerede til jeg får tilsendt en pakke fra en indtilvidere ukendt giver. Der bliver lavet så smukke ting rundt i blogland, og jeg føler mig heldig at jeg får en gave fra en af alle disse dygtigt håndværkere. Men jeg skal jo også .... så efter at være ramt af noget der ligner panik, så har jeg fået tænkt noget sammen som jeg håber kan bringe lykke der hvor det lander. Men huha - hun er bare selv så dygtig - og kreativ.
Om der ikke bliver strikket her, jo det gør der, og jeg nyder det i fulde drag. Det bliver ikke mindre af at jeg nu kan læse om hvordan strikning kan  helbrede stress. 
Jeg vidste det jo godt, for jeg har selv benyttet mig meget af det da jeg for to år siden var gjort helt ukampdygtig af stress. Den trøje som jeg strikkede på dengang afgik ved døden, men det ændrer ikke på at det stadig er vigtigt for mig at sidde lidt med strikketøjet hver dag. 
 Så mellem andre ting så strikker jeg hjerter, som filtes i 
maskinen. opskriften har jeg her fra og jeg synes at de er så nuttede. 
Til sidst et nærbillede af "dufterierne", det er en skam at man ikke kan sende dufte ud i blogland - men I må nøjes med billedet.


 

fredag den 11. november 2011

Smidt i skammekrog

På billedet her ved siden af se drengegenseren - den er nu smidt i skammekrogen. Det eneste jeg fik ud af alle mine aftaler med mig selv om at jeg skulle strikke den færdig før jeg startede andet op, var at jeg stoppede med at strikke! Det er godt nok første gang jeg har oplevet at et strikketøj i den grad kunne fratage mig glæden. En ny beslutning blev således påkrævet - trøjen blev lagt til side, og tages først frem igen når jeg har lyst. Siden har strikkepindene glødet hyggeligt, og jeg er glad igen. Det har blandt andet medført at Sjælevarmer til Karen fra strikkeklubben nu er færdig.
Den er strikket i Lama Uld fra Strikkebogen.dk, og der er brugt 250 gr af lækkerierne. Strikket på pind 6 og 7, var det et dejligt og hurtigt projekt. Garnet er meget dejligt at strikke i, men det fælder en del når det strikkes, det fortager sig dog næsten helt efter vask.
Opskriften er en kopi jeg havde liggende, og jeg kan ikke lidt udrede hvor den er fra, så det hedder vist; af udkendt oprindelse.
Den genfundne strikkelyst sendte mig også ind i Hemmelige luffer i Strik I FællesSkab. Det er en sjov måde at få et mønster på, og da jeg havde lovet mig selv at dette efterår skulle jeg mindst strikke et par luffer, så var idéen kærkommen. Jeg havde nogle problemer med de vandrette masker, men koden blev knækket, og i dag er næste del kommet, så jeg vil bruge min fridag med strikkepindene.

tirsdag den 11. oktober 2011

Rundkørsel og stilstand

Jeg har strikket en rundkørsel, og det var sjovt. Alle teknikker lært på workshop ved Bente Geil, og husket ud af det kompendium jeg fik med hjem. Flerfarvet opslag, ikke svært, men anderledes end de opslag jeg plejer at benytte. Flerfarvet patent - det er bare sjovt, jeg elsker at strikke patent. Så et lille stykke med dobbeltstrik, og det holder jo lige hjernen klar. Afslutning i tofarvet aflukning, med en lille finesse i at dobbeltstrikstykket skulle deles ud på to pinde og aflukkes hver for sig. Jo - jeg følte mig underholdt hele vejen. Har du også lyst, så findes opskriften lige her; Geilsk rundkørsel.
  Jeg valgte at strikke i "den gamle Geilsk tyk uld". Jeg købte lidt (host) da hun solgte ud, og jeg ville gerne have et meget rustikt udtryk. Det er lykkedes rigtigt godt, og modtageren var heldigvis godt tilfreds. 
Men ellers står strikkeriet lidt stille her på matriklen, der bliver strikket lidt strømper, men jeg har lavet en aftale med mig selv om at der ikke må startes nyt op inden drengegenseren er færdig, og af en eller anden grund er den bare lidt svær at holde gejsten på. Nogen gange kan jeg undre mig over hvad det er jeg kører fast i, men jeg har da fundet ud af at det ikke er særligt sjovt at strikke samme trøje flere gange - og selvom jeg forsøger at snyde mig selv med at trøjen jo får et andet udtryk når det er andet garn, ja så skal jeg altså lave hårde handler med mig selv for at holde focus. Men nu er den snart færdig og jeg kan starte nyt!
Sidste billede er også af rundkørsel, som med et snuptag bliver noget rundt til at have om halsen.