søndag den 30. maj 2010

Mere bytte bytte købmand..............

I dag har det været regnvejr - og koldt - hele dagen, og så kan jeg jo ligeså godt sidde og surfe rundt på alle mulige strikke relaterede sider. Jeg  fandt blandt andet denne side - og her var der lige en mulighed for at bytte.
Byt en kop garn med en anden, sjov idé, det har jeg lyst til at prøve. Der er fine regler så man ikke bliver snydt.
Så i den kommende uge skal jeg finde et sjovt, eller flot krus, og så skal jeg igennem mit garn lager, for at finde et lækkert garnnøgle der kan være i kruset. Jeg glæder mig allerede, synes at det er fint med sådanne overraskelser i hverdagen.

lørdag den 29. maj 2010

Give away...

Fandt lige ind på denne blog - der var en give away som jeg bare må være med i - men bloggen ser nu meget spændende ud, så den bliver lige sat på min blogliste.

Bytte bytte købmand....

En af mine medarbejdere kom med et sjal og spurgte om jeg ville købe det.
Hun havde købt det i Spanien - men det viste sig at hun slet ikke kunne bruge de farver til sin meget lyse hud. Jeg synes at sjalet er meget flot, og spurgte om hvad hun skulle have for det. Hun sagde at det kun var til salg for et par hjemmestrikkede sokker til hendes søn. Til det kunne jeg kun sige top - og på den måde var vi to der blev glade. Hjem og rode i kurvene - og fandt noget garn i "drengefarver". Det har nogle meget lange farveskift, så det koster lidt ekstra ved nøgleskift, men pyt - jeg synes at de er blevet flotte. Håber så at Malte også vil synes om dem.

søndag den 23. maj 2010

Ahhhhh


Dybt og inderligt suk over det fantastisk dejlige vejr det har været her i disse sidste dage. Jeg har været i haven og nydt det - den er jo vokset mig lidt over hovedet, da den ikke blev passet særligt godt hele sidste år - men nu er både kræfter og lyst tilbage, så det er bare så dejligt. Efter at have knoklet en del idag, fandt jeg da også lidt tid til at lufte strikketøjet i gårdhaven - det er jo en sand luksus at sidde der, fuglene "brøler", men ellers høres ingen støj - det er en lise for sjælen.
Særligt når "udsigten" fra min siddeplads er sådan et træ, vist nok en hækplante som har fået lov til at vokse sig stor. Den er så flot lige nu, og den dufter så dejligt at det er en fryd. Den smider små blomster over hele gårdhaven, så det næsten ligner sne - men af den gode slags forstås!
Weekenden har budt på fodboldkamp fredag aften og lørdag eftermiddag, begge i meget dejligt vejr. Fødselsdagsfest for Tobias lørdag aften, altid hyggeligt at komme ved Irene og Dennis - der bliver kræset for os. I morgen skal mine forældre besøges - håber at det dejlige vejr vil fortsætte mange dage endnu, selvom jeg godt kan høre at det nok ikke kommer til at gå sådan - øv.



Fortsat god pinse til alle derude i blogland.

mandag den 17. maj 2010

Strømper

Vi havde besøg at børnebørn i weekenden, og nu er det ganske klart at det står højt at vælge garn til sine egne strømper. Denne gang var det så Tobias der skulle vælge. Han fylder snart 11 år, men bruger alligevel str. 40/41, så det er store strømper. Men hvor er det dejligt at strikke til nogen der sætter pris på det. I morgen tirsdag skal jeg i strikkeklub, og det glæder jeg mig altid til, både at se hvad de andre har på pindene, men også det hyggelige samvær.


torsdag den 13. maj 2010

For 25 år siden.............

Idag er det 25 år siden jeg fik mit første barn. En lillebitte pige på 3000 gram og 50 cm. Hun kom til verden ved et akut kejsersnit, så det blev jo ikke den fødsel jeg havde drømt om, men det ændrer ikke ved at hun var et ønskebarn. Nu 25 år senere er hun noget større, men stadig lige rødhåret. På billedet ses hun sammen med den stolte mor - læs mig, på denne restaurant i Århus. Hun vil fejre dagen idag med inviterede veninder, så vi kørte til Århus iaftes for at fejre dagen, og for at komme af med de gaver vi havde købt - og lavet. Hun skulle bl.a. have "verdens nemmeste sjal", igen! Jeg har tidligere strikket sådan et til hende, men det forsvandt nytårsaften i København, så der blev strikket et nyt.
Slå tre masker op, strik ret og drejet ret i anden maske på hver pind. Strik en flæse på og vupti så har man et sjal. Garnet er fra lageret, - husker ikke mærket, men det er ren uld på pind 7, så det var også et hurtigt et af slagsen.


søndag den 9. maj 2010

Dulce de leche

Hvad er det nu for noget - jo det er noget helt vildt lækkert. Jeg så opskriften her for meget lang tid siden, og har så forsøgt at finde ud af hvor man køber kondenseret mælk. Vores Superbrugs i Aalestrup sælger ikke så fremmedartede ting - men i lørdags var jeg i Viborg - og bingo - i en grønsagsforretning havde de det. Jan tog på kursus idag, og så var anledningen til at få kogt det og bagt nogle boller jo oplagt. Dåserne i en gryde kogende vand i 4 timer - ca. samme tid som det tager at bage grovbollerne. Så kommer den sværeste kunst - at vente på at det køler af. Men det er ventetiden værd, jeg synes at det smager så lækkert.
      

mandag den 3. maj 2010

Hvad er det ???


I dag har jeg modtaget en pakke fra Markno. Jeg kunne ikke modstå tilbuddene i sidste uge, og her er fangsten: Gigantisk restekasse med lækkert indhold og lykkepose med ensfarvet opalgarn. Så nu er der vist fyldt op i lageret igen!
Men da jeg jo strikker mange strømper, så er det altså ikke helt ligemeget om jeg skal give 75 kr for 100 gram, eller om jeg kan nøjes med det halve.
Jeg har også været på indkøb ved en af mine medarbejdere. Hun laver en masse armbånd og halskæder, og der fandt jeg en lyserød sag med hello kitty på - den blev fluks købt, og jeg er sikker på at Cille vil elske den. Men denne medarbejder laver også maskemarkører og rækkemarkører, og se dem lige - er de ikke flotte. Æsken bagved blev købt sidste efterår på ferien i Sydspanien - for der er altid plads til en lille æske i min kuffert. Der er stille omkring billeder af strikketøjet, det er ikke fordi jeg ikke strikker, for det gør jeg - men det er bare fordi der kommer flere fødselsdage, og man kan jo aldrig vide hvem der læser med, så det må vente til de er givet bort.
Under en tur rundt i haven idag fik jeg øje på nogle nye blomster - og nu skal jeg have hjælp.
Hvad er det ?