torsdag den 13. september 2012

Wingspan

Der er strikket et Wingspan sjal. Jeg brugte et nøgle Zauberball crazy alle 100 g, og det gav et sjal med 10 takker, og lige det nummer større end det første Wingspan jeg strikkede.
Den er sjov at strikke og opskriften findes på Ravelry men hvis du ikke er så stærk i engelske opskrifter, så er der på Rokken.dk en dansk oversættelse (den brugte jeg).

Sjalet var en fødselsdagsgave til Gritt - så herunder ses hun, sammen med Cecilie.

torsdag den 6. september 2012

Uens bliver til dobbelt ens



Så er der igen strikket strømper, denne gang til Cecilie. Hun havde valgt at de skulle strikkes i ON line supersocke 100, flower color, og lyserød Arwetta. Jeg slog op til to på en gang, startende med lyserød rib, og så gik det derudad med start i en grøn stribe. det viste sig dog hurtigt at det ikke var den samme grønne stribe på begge sokker. Samme aften var jeg sammen med min strikkeklub, og der blev sankket selvstribende strømpegarn, og der kom et udsagn om at de unge synes godt om forskellige strømper. Fint tænkte jeg - og strikkede glad videre. Næste gang Cecilie kom på besøg viste jeg hende de smarte forskellige strømper - og så gik månen i stå !!!
Cecillie så fortørnet på mig, og meddelte med bævende underlæbe, at det aldeles ikke var smart, og at hun i hvertfald ikke skulle gå med forskellige strømper. Stillet over for dette "katastroferamte" barn skyndte jeg mig at sige, - pyt, så strikker jeg bare nogen der passer til, så får du to par strømper. Dette udløste et smil gennem tårefyldte øjne. Puha - stormen drev over. Jeg burde jo egentligt også have vidst det - for da hun var 2 ville hun ikke gå i underbukser der ikke matchede undertrøjen (suk)
Som lovet så gjort, så nu har Cecillie fået to par stømper, og jeg lover at de er på milimeter ens. Se selv. Og jeg blev meget klogere; strømper skal være ens.