For snart meget længe siden vandt jeg en giveaway ved Kreativiteter, det viste sig ved fremsendelsen at hun havde allieret sig med Garnkisten. Jeg vandt 300 g 123SilkTweed, og jeg har mange gange haft fat i garnet, haft lyst til at udnytte det lidt rustikke look. Pludselig gik det op for mig at Paula var som skabt for dette garn, især "med vrangen ud". Som tænkt så gjort, og den blev hurtigt færdig, dog kun med to mønsterrapporter. Jeg vaskede og tog den på - og lignede døden fra Lübeck. Denne farve kan jeg bare ikke bruge, men heldigvis er det Jans ældstes yndlingsfarve, så hun fik den.
Paula er fra Mere feminin strik af Lene Holme Samsøe. Opskriften er ikke fulgt helt, for jeg kom til at tage ud for mange gange, (spændende fodboldkamp), og så kompenserede jeg ved kun at strikke to mønsterrapporter, for at være sikker på at garnet slog til. Den er helt sikkert et hit, det er garnet også - bare ikke til mig i den farve!
Der er også strikket strømper, både et par til yngste barnebarn, dem nåede jeg ikke at få et billede af før de forlod matriklen, men de var blå efter ønske fra ham.
Så har Jan også fået endnu et par. Denne gang i ensfarvet Opal, købt i en restepakke fra Markno, da hun solgte ud af strømpegarn. Denne lidt kedelige farve kaldte på noget mønster, så det blev til et tillempet parketmønster.
Pulsvarme
3 timer siden