søndag den 30. januar 2011

Strik der varmer

Så er der lidt nyt at vise frem - jeg har strikket to Chenilleponchoer. Den ene varmer skuldre i Viborg på Jans søster som havde fødselsdag midt i januar, og den på billedet varmer nu skuldre på min søster som fylder 40 år idag. Chenillegarnet er købt engang da Markno holdt udsalg, og ponchoerne er dejligt lette og varme. Men jeg bliver aldrig vild med at strikke på pind 9, det eneste godt jeg kan sige om det er at det går stærkt.
Der er også strikket pulsvarmere til et par små piger - altså to par. De er strikket i Alpaca Silk fra Viking. Det er bare så blødt og dejligt at strikke i, at jeg simpelthen bliver nødt til at finde en trøje der kan strikkes i det garn, til mig selv forståes !
Lørdag var jeg på strikkekursus, og der blev bl.a. undervist i dominostrik. Dejlig dag, hvor snakketøjet blev motioneret mindst ligeså meget som strikketøjet. Det vigtigste for mig var at få styr på de trekanter der er brug for for at afslutte dominostrikketøj pænt. Det fik jeg så lært ;-)

tirsdag den 25. januar 2011

Opskrift på slag ...

Pialouise er så sød - hun spurgte efter opskriften på det slag jeg strikkede i efteråret. Men nu er det så at jeg bliver lidt flov, ja faktisk så rødmer jeg helt om i nakken. Jeg er fuld af beundring for dem der laver noter, og ikke mindst strikkeprøver. Jeg er også lidt misundelig over at nogen har så meget system i deres strikkeliv at de lige kan skrive en opskrift - sådan er jeg bare slet ikke. Så nu kommer så det nærmeste jeg nogensinde har været på selv at lave en opskrift :

Yngste blev målt fra håndled til håndled - og så målte vi den ønskede længde. Denne gang lavede jeg så faktisk  nogle strikkeprøver. Jeg troede at der skulle være "sømandsbobler", men det blev alt for klumpet. Vi endte med at enes om perslestrik i dobbelt supersoft. Så er der et stykke regnearbejde - hvor de mål man er kommet frem til omsættes i antal masker - her kan det anbefales at holde sig til en lidt fast strikkefasthed, ellers bliver slaget for slasket. Der strikkes på rundpind. Vi valgte at der skulle være lidt perlestrik forneden, samt op i siderne, som skulle omkranse håndledshullerne. Vi var også enige om at der skulle være to baner perlestrik hen over brystet. Halsudskæring blev lavet ud fra "gefühl" og med lidt hjælp fra andre mønstre. For og bagstykke blev strikkeaflukket sammen fra vrangen. Halsen/kraven var nok  det der drillede mest, der blev trævlet op et par gange før jeg var tilfreds. Til sidst vil jeg bare sige at jeg nok ville bruge en strikkemaskine til arbejdet hvis jeg havde en. Det er et dræbende kedeligt arbejde, og også temmeligt tungt og varmt at sidde med til sidst. Når det er sagt, så har den været en udelt succés. Yngste bruger den meget, og når det blæser, tager hun  bare en lille skindjakke indenunder. Så arbejdet var ikke spildt. En opskrift var det ikke, nærmere en fortælling om hvordan jeg gjorde, håber at det kan inspirere.
Jeg har da også strikket en lille smule her i det nye år. Jan har fået et par strømper, dem nåede jeg ikke at fotografere, de blev straks taget i brug. Et par hatte af strømpegarnsrester er det også blevet til. De er vist ikke så ringe.

lørdag den 8. januar 2011

Velkommen 2011

Nu må det vist være tid til at få afsluttet 2010, og sagt pænt goddag til 2011.
Af strikkerelaterede julegaver var der et topstykke i str. 10 år, dejligt strikketøj, tv-strik når det er allerbedst. Viggo strikket i str 5 år, jeg synes at den blev rigtig god, og den kunne godt få en bror eller søster tror jeg.
Der blev også strikket en hue i alpaca til yngste - og resterne blev mellem jul og nytår omdannet til to ørevarmere til 2 af pigerne. Min far fylder år mellem jul og nytår, og han blev bl.a. begavet med et par hjemmestrikkede strømper, strikket i Ingelises strømpegarn. Vores kamera har desværre holdt juleferie, derfor ingen fotos af disse ting - men pyt, sort alpaca lader sig så dårligt fotografere.
En lille lynstatus over strik i 2010, er at det vist egentligt er gået helt godt med det. Eneste fuser var "krydsogtværs", men den blev så trævlet op med hård hånd, - og fortrængt!
Af det mest vellykkede tror jeg at vendestriksjakken er - men også sjalet i Kaunigarn var jeg vild med.
I 2011 vil jeg strikke Vandløb, af Annette Danielsen, til Jan, den er på pindene.
 Så skal jeg selv have en cardigan, - tiden må vise hvad det bliver. Der skal strikkes strømper - de er i høj kurs. Af særlige indsatsområder i år er at alle strømpegarnsresterne skal omsættes i huer til hjemløse. Der skal arbejdes lidt med sammensætningerne, men det kan blive godt. Ellers er det fortsat fokus på at have det godt, nyde livet, glæde mig over mit nye arbejde, og lade være med at ærgre mig over det jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.
Til sidst vil jeg fremvise en sensation fra vort lille hjem - en blomstrende paradistræ, ja - det kalder jeg den. Nu er så det store spørgsmål; går den ud når den har blomstret ?
Godt nytår derude i blogland - jeg elsker at læse med ved jer, hver og én.

lørdag den 18. december 2010

Karens jakke

Så er det vist tid for en opdatering her på bloggen, selvom det kan være svært at finde tid i disse håndboldtider.
Mandag aften var vi samlet i strikkeklubben og som lovet var Karens jakke i vendestrik lang om længe blevet færdig.
Og hvilken jakke - jeg synes at den er blevet så flot og anvendelig, ja det var ikke så let at skulle aflevere den. Den er straks røget på mi todo-liste, sådan en skal jeg også selv have.
Karen var heldigvis også rigtigt godt tilfreds. Billedet er lidt mørkt, men sådan er det jo i ElseMaries hyggelige stue hvor vi mødtes.
En dejlig aften hvor vi "kloger", strikker, griner og spiser god mad. Uh hvor er det godt med sådanne aftner - de gør godt.
Nu strikker jeg så løs på Viggo og Topstykke, begge tænkt som julegaver til nogle dejlige unger jeg skal holde jul sammen med. Sidst endnu et billede af den vidunderlige jakke.

søndag den 12. december 2010

Pulsvarmere eller halvhandsker ?

Ja kært barn har mange navne, og jeg aner faktisk ikke hvad den rigtige betegnelse er, men jeg ved at de er dejlige at have på!
Disse tre par er en del af den kalendergave mine piger pakke ud idag. Det første par er fra Syslerier af Sys Fredens, strikket så de passer til yngstes slag. De lyselilla - jeg ved godt at farven er helt gal - er strikket efter en opskrift fundet i sidebaren på denne side, og er til ældste. Det miderste par er strikket efter Irenes opskrift, og bliver åbnet i Paris af mellemste. Hun kan nok have brug for dem, for der var da temmeligt koldt i Paris da vi var der, i ugen der er næsten gået. Det er en dejlig by, men det blev mest til shopping i butikscentre, da vejret ikke var med os! Vi blev mødt af det værste snevejr i Paris i 23 år, men det kan ikke ændre på at det var dejligt at besøge mellemste. Jeg havde naturligvis lidt strikketøj med, og det var Viggo der underholdt på turen, dejligt nemt strikketøj. Og Rasmilla kan skrive en opskrift der er til at forstå!
Til sidste skal I se dokumentation for vejret i Paris - en "rød mølle" iklædt snevejr.

søndag den 5. december 2010

Pakke afsendt

Så er min pakke i Unikarinas pakkeleg afsendt. Den lander forhåbentlig i Odense et sted. Ellers er jeg mest optaget af at få strikket Karens vendetrøje færdig. Vi skal mødes i strikkeklubben igen d. 13. december, og da ville det være dejligt at kunne aflevere den. I den kommende uge har jeg lige et lille besøg at besørge. Jeg skal til Paris - YEAHHHHH
Vintervejret har rigtigt holdt sit indtog - og sammen med en Karen Bliksen stjerne giver det er fint stemningsbillede. Glædelig december.

onsdag den 1. december 2010

Jeg fik en pakke

Så dan stod der på det kort der var med i min pakke. Jeg fik men pakke i dag fordi jeg har tilmeldt mig Unikarinas julekalender. Og jeg har glædet mig - synes at det er så sjovt at få en gave fra et vildt fremmed menneske,
og se hvad hun tænker at jeg skal have.
Gaven kom i går, og allerede der blev min nysgerrighed spændt til bristepunktet, for der var den fineste lille visitkort ved - - og den kom fra en smykkedesigner!
Det er godt at det rammer en fridag, så jeg i ro og mag kan lave min kaffe, sætte mig stille ned - og pakke op. Og se - de fineste øreringe, og jo Ilse - grøn er lige min farve. Jeg elsker alt i grønt, så tusind tak skal du have, de vil blive brugt flittigt.
Nu må jeg så ind i lænestolen, for jeg skal jo også selv være færdig med min gave. Hav en god dag derude - og endnu engang tak til Ilse for de flotte øreringe. I kan se Ilses sager på
http://www.my-own.dk/