søndag den 14. november 2010

En dejlig lørdag

For en tid siden fik jeg en mail fra yngste med et billede, og et meget enketl spørgsmål; hej mor, kan du strikke sådan en ? Jeg kiggede lidt og spurgte tilbage - skal der være lynlås i ? Nej, det er fint uden lynlås. Vi blev enige om at den ville blive bedst i to blå farver, så den ville blive lidt "tweeded". Vi valgte "Dark Navy" og "Prussian" fra Holst garn. En egentlig opskrift fandtes vist ikke, men lidt regnearbejde, og så igang. Hånden på hjertet, så har den været lidt kedelig at strikke, men samtidig er jeg jo glad for at hun har ønsket sig noget, og at jeg kan efterkomme ønsket. Jeg har undervejs givet mig selv lov til adskillige overspringshandlinger, men på et tidspunkt blev den færdig, vasket og tørret.            Lørdag kom så dagen hvor jeg havde arrangeret en tur til Århus. Jeg skulle en tur forbi et sted som samler strik til "Strik til hjemløse", dels skulle jeg aflevere det jeg havde strikket, men skulle også have garn med tilbage til udlevering. derudover skulle jeg også til julestue her. Ældste var med, og vi fik købt nogle fine ting.
Men yngstes ansigt da hun fik slaget på, var nok det bedste
ved turen. Ældste er også brændt noget lun på sådan et slag,
og det kan da godt være at jeg lader mig overtale til at strikke
endnu et, men ikke i dette år !
Dagen fortsatte i den gode stil med en dobblet
60 års fødselsdagsfest, med dejlig mad, god vin og glade mennesker.
Nu følger så nogle billeder af en glad ung kvinde, taget af en stolt mor.

søndag den 7. november 2010

Strikkekursus i Viborg

Lørdag blev brugt på et strikkekursus i Viborg. Jeg kom egentlig mest fordi jeg gerne vil lære at strikke strømper "toe-up", og i den forbindelse gerne vil lære at slå op med 8-talsopslag. Dette var ike en mulighed på dette kursus, der var ingen der kunne - og jeg tror egentlig heller ikke at de syntes at det var særligt interessant! Så hvis jeg vil have det lært, så bliver det vist et "yuo tube projekt", men det kan jo også lade sig gøre. Men jeg fik da lært noget andet, og helt nyt for mig. Jeg lærte at strikke dobbeltstrik, og hvilken fryd, det åbner da nogle nye muligheder. Jeg blev vildt grebet af det, og resultatet
blev da bestemt godkendt. Jeg havde godt set de der halstørklæder der var bagerst i Annette Danielsens "Strik narurligvis", men jeg havde jo bare bladret videre, fordi jeg ikke lige vidst hvordan. Nu er de røget på en alenlang todo-liste. Ugen har også budt på vask og tørring af slaget til yngste, og den skal afleveres på lørdag, når jeg skal til
julemarked her. Men et lille kik skal I ikke snydes for.

tirsdag den 2. november 2010

Der kom en mail

Kære Sigrid




Tillykke! Du er ugens vinder i Blogkvinder 40+'s konkurrence om bøger fra forlaget Pretty Ink. Hvis du mailer mig din adresse, sender jeg Mere Køkkenrevolution fra Umahro med posten til dig.



Endnu en gang tillykke ;-)



Mange hilsner

Bente Hoffmann



http://www.blogkvinder40plus.dk/

Jeg føler mig så heldig. Nu er jeg også færdig med yngstes slag, den lægger lige nu til tørre - så nu er jeg i vild gang med at starte alt muligt op.

tirsdag den 26. oktober 2010

Overspringshandlinger.....

Da yngste for en tid siden spurgte om jeg ville strikke et slag til hende, sagde jeg naturligvis ja. I samme ombæring pålagde jeg mig selv et besøg af Frøken Diciplin, da jeg godt vidste at det var et større arbejde jeg kastede mig ud i (pssst - og lidt kedeligt). Men når jeg så ikke må strikke på andet, så kommer der godt nok let andre idéer der skal afprøves, og laves. Jeg kom i tanke om at jeg, for snart mange år siden, lavede nogle pastaengle. Det kunne jo være
dejligt at have nogle flere af dem til
troldegrenen når det om ikke så længe er tid til at pynte til jul igen. Som tænkt så gjort, her er de så de første af en serieproduktion.
Ved at surfe rundt i blogland blev jeg ramt af andre idéer, bl.a. af Karen Klarbæk. Hun er god for mange skønne idéer, så kan man jo selv sortere reklamerne fra. Men jeg fik da lavet et par dåser til mine strikke pinde.
Under denne surfen rundt i blogland ramte jeg også denne blog, som bestyres af en entusiastisk varm kvinde, som gerne vil gøre noget godt for andre, og badadam, jeg vandt, så nu har jeg endnu mere at strikke til de hjemløse af. Jeg lægger jo både arbejde og garn til, tilgengæld strikker jeg måske ikke så meget. Jeg forsøger at nå 12 ting om året, det når jeg ikke i år, men det skyldes
forår og sommers manglende overskud. Noget tyder heldigvis på at jobskiftet er ved at vise sig i et øget overskud. Jeg sætter umådelig meget pris på mit nye job, og jeg elsker at jeg bare kan holde helt fri når jeg ikke er på arbejde. Jeg elsker mine hverdags fridage, og weekendarbejdet er lidt hårdt, men meget meget hyggeligt. Da tager vi mere tid til at hygge sammen med beboerne, til gensidig glæde.
Efterårsferieugen bød på besøg af yngste et par dage, og af to børnebørn i andre to dage. Disse knægte elsker hjemmestrikkede strømper, og de er helt vilde med selv at vælge garn. Så garnkassen blev tømt ud på køkkengulvet, og de gik igang med at vælge - og det kan nu godt være lidt overvældende når der er så meget at vælge imellem. Nu vil jeg vende tilbage til slaget, og få det færdigt !!

torsdag den 14. oktober 2010

Genbrug

Noget af det jeg tillader mig, som en lille luksus på en hverdagsfridag, er en tur i vores genbrugsbutik. Jeg finder ofte lækre ting, men synes selv at jeg er god til at begrænse mig til noget vi har brug for. Når jeg så falder over sådan en lille vase i presset glas, og som helt sikkert er en gammel sag, og den kun koster 15 kr, jå så har vi helt sikkert brug for den. Host host.
Så stod der også lige sådan en avisholder, i noget flot retrostof. Den er helt iorden, ikke noget der skal repareres, den kan gå lige ind ved siden af min lænestol og være strikketøjsholder.
Det den holder på i første omgang er slaget til min yngste datter - et temmeligt stort strikketøj, som sørger for at holde mine lår varme. den er dejlig - og jeg er sikker på at jeg havde brug for den !

søndag den 10. oktober 2010

Fransk sjal

Så er jeg kommet igennem den første uge på mit nye job. Det har været hårdt men godt, og jeg tror bestemt at jeg bliver rigtig glad for det.
Nu er tiden også kommet for at vise sjalet frem. Det blev pakket ud i fredags i Paris, og jeg håber at hun synes om det.
Jeg er lidt stolt af det, da det er mit første sjal strikket efter diagram, men det er nu faktisk noget lettere end skrevne opskrifter.
Opskriften var i et Strikkemagasin fra Ingelise. Det skulle strikkes i strømpegarn, jeg brugte Kauni effektgarn. Jeg er vild med de flotte, klare farver. Kanten skulle hækles, jeg strikkede en hestetømme - det virker rigtigt godt, jeg synes at kanten er lige i øjet.

torsdag den 7. oktober 2010

Minus kryds og tværs

 I min kurv har "kryds og Tværs" af
Schellerup huseret i det meste af et år. Jeg startede på den mens jeg var sygemeldt, og hver gang jeg tager den frem og strikker et par pinde, så bliver jeg mindet om en lang træls vinter. Det er nu, langt om længe, gået op for mig at jeg ALDRIG nogensinde kommer til at holde af den trøje. Så selvom der kun mangler et ærme, så døde den idag!
Nu har jeg så bare lidt mere dejligt garn  på lager, men det skal nu nok blive brugt engang. Det er købt hos LundplusLund, og det er en meget dejlig kvalitet. Trøjen har også gode muligheder, og den bliver nok også strikket engang, i noget andet garn. Opskriften er bare så godt skrevet, lige ud ad landevejen. Gør det der står, så kan det ikke gå galt.
Om jeg så er strikkearbejdsløs nu, nej nej ;-)
Jeg har gang i et topstykke, en jakke i vendestrik til Karen i strikkeklubben. Dertil kommer at jeg jo altid har gang i et par sokker, og et sjal. Men det helt store arbejde lige nu er et slag til yngste, - jeg håber at der snart kommer billede af den, for det vil betyde at jeg er færdig med den - den er nemlig lidt kedelig at strikke. 
Nu er det tiden hvor morgner og aftner er mørke, og det er lidt hyggeligt når der er tændt lys.