søndag den 15. maj 2011

En trøje til ældste

Så er jeg blevet færdig med bluse/jakke med kort ærme af Lene Petersen. Den er strikket i Indiecita fra Filcolana, og er 100 % alpaca fleece. Det er så lækkert blødt at man få lyst til at have det mod kinden hele tiden.
Opskrift og garn er købt her, og jeg har ændret en del i opskriften. Bl.a har jeg afsluttet rygstykket med hestetømmeaflukning, fordi jeg syntes at det var bedre end at strikke en belægning fra forstykket om om i nakken. Jeg har også strikket ærmerne direkte på, på den måde slipper jeg for at skulle sy ærmerne på, hvilket jeg sjældent lykkes så godt med.
Billedet til venstre skulle vise den fine nakke, det er blevet lidt utydeligt, men det blev ikke bedre.
Ældste fik trøjen lørdag, en dag efter hendes fødselsdag -  og hun så ud til at den godt kunne bruges.
Hun blev yderligere begavet med en sommerkjole, og en bagebog.
Dagene går - og jeg går med - jeg venter stadig på det helt store energiboost af den kommende sommer.

onsdag den 4. maj 2011

På tide at sige tak

Nu er det da vist på tide at jeg får sagt pænt tak for alle de gode gave der er strømmet ind på min matrikel.
I "Operation Påskeglad" kom der en stor pakke. Den kom fra Ester, der er bestyrer på bloggen http://www.ildkat.dk/.
Tusind tak Ester, sikken en flot påskegave. Der var det fineste broderede kort, påskeæg i rede, skumfiduser, servietter og frø til haven. Så smukt og dejligt. Tak for det.
Når man læser om "Operation Påskeglad", så er der ingen tvivl om at vi er mange der bliver påskeglade, og smukke, sjove og lækre gaver skifter hænder, desværre er der også hvergang nogen der står tilbage med en lang næse, og det er lidt træls. Forhåbentlig kører legen igen til næste Påske.
Den anden pakke der landede her hos mig var fra Citronmoster, hvor jeg vandt i en giveaway. Jeg vandt nogle meget smukke maskemarkører, og vupti, så havde den dejlige kvinde lige lagt en rækkemarkør med.
Tusind tusind tak for dem, de vil blive brugt flittigt. Det er noget underligt noget, for et par år siden gik det fint med en garnstump til at markerer omgange, ud- og indtagninger - nu går det ikke uden lækkerier lavet af perler der skinner og lyser op!
Om jeg strikker - joe, det gør jeg, og bunken som venter på "Tante Montering" er støt stigende. (Suk, og jeg bliver aldrig klogere.)

torsdag den 14. april 2011

Jeg strikker simpelt

Engang imellem er det nødvendigt for mig at strikke simpelt - i det hele taget gøre mit liv simpelt, sådan en periode har jeg lige haft. Så er det jo godt at man har et garnlager at tage af, og hvor der er noget spændende garn. For lang tid siden fandt jeg en forretning i en sidegade i Barcelona. Hun solgte unika ting - mest vævede ting. Jeg syntes at det var lidt dyrt, men købte noget garn, for det kunne jo være at det kunne bruges til andet end vævede sager.
Banderolen bliver man ikke så meget klogere af, men den henviser til
yanabey.com, og hvis man besøger den hjemmeside og ser under garn, leder efter 00140 0073, så finder man det garn jeg købte. Jeg tror nok at der står noget om sammensætningen af garnet, men jeg kan ikke spansk, så jeg nøjes med at synes at det er flot og lækkert. Jeg brugte det til et Poncho sjal af Nanna Birkner Bjernå.
I dag var også dagen hvor min pakke i Operation påskeglad blev sendt afsted. Den indeholder noget til hænder, øjne og mave; nemlig grydelapper strikket i dobbeltstrik, glaspåskeæg til ophæng, og likørpåskeæg til at nyde. Jeg håber at Anne-Birthe i Varde bliver tilfreds med gaven. Sjov leg - og altid med lidt spænding, når man skal sende en gave ud i verden uden at kende noget til modtageren. Nu vil jeg så vente med spænding på at min gave kommer.
Her et billede af ponchosjalet - som jeg er meget tilfreds med.

lørdag den 9. april 2011

Udflugt med strikkeklubben

Først vil jeg takke for kommentarene til min solskinstrøje. Jeg tog den på i dag, og solen har skinnet hele dagen, og jeg har været varm og tilpas - jow jow, den trøje vil noget!
Trøjen var med på tur med strikkeklubben, vi var på Rosenlund gårdbutik, hvor Margrethe Sejersen huserer.
Men inden vi skulle afsted, skulle jeg lige have nogle strikkepinde tømt, så jeg var klar til nyt strikketøj, så nu har jeg to sæt grydelapper, strikket i SOON. Det ene sæt er til en påskeleg jeg er med i, det andet sæt er til os selv. Jeg var også på bogkøb i ugen der gik, og købte "Mere feminin strik" af Lene Holme Samsøe, fordi jeg i blogland har set nogle helt fantastiske mønstre. Nu er det ikke fordi jeg ligefrem mangler mønstre, det er heller ikke ligefrem fordi jeg mangler garn, men jeg får alligevel det meste brugt hen ad vejen.
I dag startede bilen så og kørte til Tjele, og vi fik købt noget helt nødvendigt garn, og meget af det !!! Jeg fik bl.a. købt noget Kid Seta, til "Cecilia" - en romantisk cirkelbluse, - og den skal være til mig. Derudover en masse garn, som skal bruges til gaver - og derfor ikke bliver vist frem endnu. 
Efter at vi alle 5 havde fået indkøbt "lidt garn", gik turen til Viborg og til Café Arthur. Her fik vi tapas efter kokkens anbefaling, - og det kan nok anbefales, det var så lækkert. Se billedet herunder, og jeg ved ikke hvad det koster, for vi putter penge i en kasse hver gang vi mødes og strikker, disse penge spiser vi op når lejligheden byder sig - og det gjorde den idag.

Vel hjemme igen skulle rovet så ses efter og jeg er meget tilfreds med handlen. Særligt vil jeg fremhæve at Rosenlund forhandler Dansk Pelsuld, det virker meget dejligt. Men det sidste billede skal vise mine poser fulde af lækkerier, og så et nøgle Kid Seta i en dejlig rød farve, som jeg glæder mig til at få på pindene. God weekend derude i strikkeland.

torsdag den 7. april 2011

Se min jakke .........

den har solens farver; rød orange, gul og mange mange fler.
Så kom dagen hvor jeg strikkede den sidste retmaske i denne skønne jakke. Den blev straks monteret, vasket, og nu ligger den og tørrer sig så jeg kan komme igang med at bruge den.
Mønsteret er af Lene Petersen, og kan bl.a. købes her. Der er ikke nogen store kunster i at strikke den, det er bare ret og ret og vendemasker, men måden Kaunigarnet ligger sig i striber er helt fantastisk. Til denne jakke har jeg valgt farverne EU til striberne og AA som bundfarve. Jeg synes at den er så frisk og glad i farverne. Når dertil lægges at der er indstrikket varme fra Gran Canaria i den, ja så kan den jo kun score højt på "lækkerlisten".
Uh - hvor jeg glæder mig til at iføre mig den.

mandag den 28. marts 2011

Ude godt, men hjemme bedst

Der har været lidt stille her på bloggen, og det skyldes først at der ikke har været så meget at skrive om. Det er ikke meget strik der bliver færdigt her på matriklen i øjeblikket. Men det skyldes også at vi har været på ferie.
Vi har været på Gran Canaria på en totalt "slappeaf-ferie". Jeg har jo efterhånden erkendt at min "nedsmeltede" hjerne har brug for ro og masser af tid til at oplade. Det nye er at Jan også er kommet til et punkt hvor han kan mærke at han har brug for at gå ned i tempo. Så vi har været nede i tempo i en uge, nærmest gået helt i stå. Vi havde lejet en lejlighed ved Playa de Amadores, og lejligheden var bare rigtig god. Billederne her ved siden af, viser udsigten fra terrassen, hvor jeg ofte tog lidt strikketid. Ellers blev ugen brugt på at bade, solbade, gå lange ture, og kun ganske få ture ud at se. En af de ture vi alligevel fik  
lavet var til et marked i Puerto de Mogán, se det var et charmerende sted. Smukke blomster, en havn med masser af liv og charme, tjenere der talte spansk eller engelsk. Hvorfor jeg skriver det - joe, i området hvor vi boede var det nok lidt (meget) for turistet. Tjenerne brugt meget at "snakke dansk", og kalde mig for "lillemor" mens der smilede skælmsk til mig. Helt kort, så rejser jeg ikke til Spanien for at blive tiltalt på gebrokkent dansk.
Men pyt, ugen var dejlig alligevel, vi fik det vi kom efter, nemlig dejlig varmt vejr, en masse sol, fred og ro.
Vi kan så vælge at lave vores hjemmearbejde ordentligt hvis vi både vil have varme og lidt mindre "dansk"  en anden gang.
Mit strikketøj til turen blev en trøje i vendestrik i solskinsfarver. Jeg fik strikket en halv trøje, og det er jo egentlig meget godt gået, når man tænker på at jeg nåede så langt ned i tempo at det var lige før coma-niveau!!
Noget af det der også er facinerende når man rejser sydpå, er hvor hurtigt det bliver mørkt. Solnedgangene er hurtige og meget smukke. Herunder ses en af slagsen, taget nede på stranden, efter at alle liggestolene var forladt.

torsdag den 10. marts 2011

Helt uvidenskabeligt om strømpestrikning

Toeup strømper med kilehæl er nu forsøgt her på matriklen. Som det ses på billedet blev det overhovedet ikke godt første gang. Men jeg må også konstatere at med den føje vrist Jan har, så passer strømper med "flaphæl" meget bedre, fordi jeg der kan lave en større kile, og dermed en bedre pasform.
Når det er sagt, så er jeg også helt sikker på at strømper fremover strikkes to ad gangen på en lang rundpind og magic loop. Det er simpelt hen genialt. Så tak til alle jer der anbefalede det.
Men bortset fra strømpestrikning, så står det hele lidt stille her. Jeg har fået så ondt i den ene skulder, og det hæmmer lysten til at strikke. I stedet er der så blevet ryddet op i strikkekurven. Jeg strikkede på et sjal med påfuglemønster - og tanken var at det skulle være bredt og langt. Fakta var bare at med det garn jeg havde ville det blive meget kort hvis jeg fortsatte i den bredde jeg havde slået op i. HMRFFFF - det blev trævlet op, og ligger nu i kurven som garn til et andet projekt engang. Jeg strikker lidt på vandløb til Jan, men det går ikke så hurtigt, for jeg kan ikke huske mønsteret i hovedet, så det kan jeg kun strikke på når jeg kan lytte til musik, det går ikke til forbold i TV.
Jeg skrev først på året at jeg ville strikke nogle huer af noget af al mine strømpegarns rester, og da jeg så kom forbi denne blog, så var der ligesom lagt op til at der kunne blive strikket et par huer eller tre. Strikket i dobbelt strømpegarn, - og med magic loop.