lørdag den 9. marts 2013

Strømpe trio

Der har været gang i strømpepindene, det er så nemt at tage frem, når der er fodbold i fjerneren.
Øverste par er strikket efter opskrift i Regia Hand-dye Effekt. Strikket 2 på en gang med magic loop.
Dem med farve på hæl og tå er strikket toe up, 2 på en gang magic loop, og i Brugsens strømpegarn, også kaldet "betongarn". Dem er jeg rigtigt godt tilfreds med, da det langt om længe er lykkedes mig at finde en god måde at strikke kile og hæl på, når det er fra tåen og op. Jeg fik tag i Lene Randorffs "Flere på en pind" og wupti, så var der en god hæl, med plads til høj vrist.
Det sidste par er strikket i Regia Extra Twist Merino Color, på strømpepinde, oppe fra og ned. Det er den måde, jeg engang for mange år siden, lærte at strikke strømper, og det er stadig den mest afslappende måde for mig.

4 kommentarer:

  1. Sikke nogle fine strømper og sjove metoder du har brugt. Der er da lidt variation i strømpestrikningen når man både kan starte den ene og den anden vej og strikke 2 på en gang.
    Jeg forstår ikke at brugsens strømpegarn kaldes betongarn. Jeg har strikket af det mange gange og synes det er et fantastisk godt garn. Meget slidstærkt og holder godt i vask.

    SvarSlet
  2. Ja, lige så spændende udfordringer er, lige så dejligt kan det være med et afslappende velkendt arbejde i hænderne. Det kan jeg også nyde :-)

    SvarSlet
  3. Skønne strømper!!!

    Det er jo ingen hemmelighed at jeg er blevet ret begejstret for at strikke strømper og nu hvor jeg har fået taget hul på de engelske opskrifter og strikker strømper med lidt hulmønster osv, er det bare blevet endnu sjovere at strikke dem. Og faktisk går det meget hurtigere at strikke strømper med mønster; den ene pind tager bare den anden og pludselig er man ved hælen..... Ved almindelige strømper (som jeg stadig strikker) griber jeg nogle gange mig selv i at sidde og måle og tænke om det skaft da ikke snart er langt nok til jeg kan begynde på hælen. Det sker ikke når jeg følger en opskrift med lidt slå om, tag løs af, strik 2m sm osv.

    Uanset hvad, så er strømper altså dejlige at strikke; dels er det overskueligt strik, dels er der så mange variationsmuligheder, at man ikke behøver kede sig (jeg har stadig ikke taget mig sammen til fra tåen op) og dels er resultatet jo nærmest garanteret succes og vil blive brugt igen og igen og igen....

    SvarSlet
  4. Hjemmestrikkede sokker er noget af det bedste. Jeg kan ikke selv strikke, men er så heldig at have behjertede strikkende familiemedlemmer, som nu og da forærer mig et par i dejlige, sprælske kulører :-)

    SvarSlet

Jeg elsker at få kommentarer - og gode fif