søndag den 24. juli 2011

Raya er afleveret

Så er Raya med feminin hætte færdigstrikket, monteret og afleveret til rette vedkommende. Det har været en fornøjelse at strikke den, en masse omvendt ret, som giver mulighed for at se tv, og så to borter som lige krævede lidt opmærksomhed.
Jeg valgte at strikke de to forstykker og ryggen sammen - jeg er ikke så vild med at montere, og jeg har så svært ved at se hvad en sidesøm gør godt for en strikketrøje. Trøjen er også forlænget lidt, efter ønske fra yngste, som helst vil have trøjer til at gå godt ned om bagen. Skuldersømmene er strikket sammen fra vrangen. Ellers er opskriften fulgt til punkt og prikke, og det er en god opskrift - Lene Holme Samsøe skriver godt. Opskriften siger Felted Tweed DK fra Rovan (50% merinould, 25% alpacauld, 25% viskose), jeg brugte SoftWoolSilk fra Gepard (65% merinould, 35% silke) løbelængden den samme - 50 g 175 m.
I indledningen til opskriften skriver hun; "Her skal tungen holdes lige i munden", men jeg synes nu at man bliver holdt i hånden hele vejen, og der er et godt diagram, så det er ikke i den svære ende. Mønsteret er lige i øjet, og kunne sikkert også bruges i andre strikketing - så det skrives bag øret.
Monteringen gik som en leg, jeg plejer ellers at smide strikketøj med ærmekupler nederst i strikkekurven. Dennegang gik jeg bare igang, og vupti, så var det færdigt.
Midt under processen med Raya, fik jeg helt vild lyst til at strikke et par strømper, med 5 pinde, ligesom jeg lærte da jeg ikke var ret gammel. Garnet fra Finland blev fundet frem, og så fik Jan et par sokker. De blev meget flotte, diskrete farvechangeringer giver dem liv, så hvis du læser med her Katarina, så er jeg meget glad for det garn du sendte.
Det sidste billede er også af yngste i hendes nye trøje, og hun blev rigtig glad for den. Billederne er lidt mørke, men sådan er det danske sommervejr lige for tiden.

mandag den 11. juli 2011

Det smitter ........

Når man nu er rigtig glad for hjemmestrikkede ting, og når man synes at ens mor strikker til (for) mange andre, ja så er der jo kun én ting at gøre - få det lært selv.
Det er så hvad hun har gjort, min den mellemste. Hun startede med at strikke strømper - og efter et enkelt mislykket forsøg, hvor hun strikkede indeni - ja så er det gået slag i slag siden.
Nu er hun ved at udvikle sig til en habil strikker, og så er det jo nemt at blive smittet af blogfeberen. Her er den så, mellemstes strikkeblog.

fredag den 8. juli 2011

Trøje i Dansk Pelsuld

Så kom dagen for fremvisning af trøjen strikket af dansk pelsuld. Jeg er rigtig glad for den, synes at det er en skøn farve. Jeg er også glad for den, fordi det er første gang jeg rigtig lykkes med at ændre på en opskrift, og så få en brugbar trøje ud af anstrengelserne. Mønsteret er herfra, og ændringerne består dels i at trøjen er blevet lidt længere, men også at det er blevet til en lukket trøje. Det falder bedst i tråd med det som Jans yngste datter bruger - og hun var modtageren af denne trøje. Hun fik den igår, på sin 30 års fødselsdag - den passer hende godt, og hun så ud til at kunne lide den. 
Mønsteret var let at følge, det eneste der var ved at drille meg noget var opsamling af masker til den rouleau der kanter bærestykket. Hvis man ikke føler der samme række i opsamlingerne trækker det skævt, tro mig - jeg har prøvet. Men da først den var strikket, så var det bare sjovt.
Det er første gang jeg strikker en trøje i Dansk Pelsuld, og sikkert ikke sidste. Det er så flot i den måde farverne changerer, men det egner sig bestemt bedst til overtøj, - jeg ville ikke bryde mig om at have det direkte på kroppen. Efter vask falder det flot, og alligevel med et hold der gør at det virker fast og godt, ikke spor slasket. Alt i alt en succés.
Knapperne som jeg fandt på Rosenlund Gårdbutik er så flotte, og er lige i øjet til denne trøje. Margrethe Sejersen som huserer derude er rigtig god til at vejlede, og det er så dejligt at møde et menneske som virkelig brænder for det hun laver.
Siden sidst har jeg også fået min gave i Garn og The byttet. Jeg fik en pakke helt fra Finland, og nedenunder kan I se hvad Katarina sendte til mig. Hun har selvfølgelig også en blog;  inaknits.blogspot.com, og det er jo noget af det der er sjovt - se nogle blogs derude som jeg ellers ikke lige ville komme forbi. Utroligt så meget der bliver kreeret rundt omkring - og inspirationen er god for mig.
Min gave blev også vel modtaget her; birgittavavare.blogspot.com