Ramt af sorg

Ja, det er noget underligt noget, men jeg føler stor sorg selvom det er en beslutning jeg helt selv har taget.

Kort fortalt så røg jeg helt ned med stress sidste sensommer. Pludselig en dag så sad jeg på mit kontor og græd som pisket. Helt pludselig var det måske ikke, men det kunne jeg slet ikke se dengang - det er kommet til i bagklogskabens knivskarpe lys ! Men det medførte en længere sygemelding. Jeg havde så hørt og læst mig til at motion var godt mod stress, og med den dårlige enenomsorgskapacitet jeg lagde for dagen, blev det til at så måtte dobbelt så meget motion være dobbelt så godt. Med det skæve bækken jeg slæber rundt på, så skulle det jo gå galt - og ganske rigtigt, efter ca 14 dage med mange timers hård træning flere gange om dagen, så sagde bækkenet fra - og jeg blev lagt ned, helt bogstaveligt. Min meget kloge læge mente nok at det var det bedste der kunne ske, for så var jeg jo ligesom nødt til at ligge der - og så kunne det jo være at jeg gennem refleksion kunne komme frem til at jeg havde behandlet mig selv umenneskeligt.
3-4 måneders sygemelding, og så starte langsomt op. Det lyder jo forjættende, men jeg fandt aldrig helt ud af hvilke arbejdsopgaver jeg så ikke skulle lave. Så det tog ikke så lang tid, før jeg alligevel var på jobbet 37 timer om ugen. Dog med stor opmærksomhed på at strukturere min dagligdag godt, og ikke arbejde mere end 37 timer. Nu er det bare sådan at når man er leder så kommer der altid noget uforudset, som ikke lige var med i den meget strukturerede planlægning jeg havde lavet! Så hen over sommeren har jeg kunnet mærke at stress-symptomerne er begyndt at vise sig igen. Jeg talte med min leder, og han opfordrede til en sygemelding igen, men jeg kunne ikke se hvad det skulle gøre godt for, det havde jeg jo ligesom prøvet. Jeg er såmænd ganske god til at gå hjemme og være syg, problemet var at få startet på arbejde igen. Dette medførte så den svære beslutning at jeg, ligenu, ikke er istand til at bestride et lederjob uden at blive syg af det, derfor har jeg sagt op. Og så er det at jeg nu går og føler stor sorg over at skulle forlade et arbejdsområde som jeg er helt vild med. Jeg elsker at "træde nye stier", coache medarbjedere, få økonomien til at hænge sammen, og al den daglige kontakt med beboerne. Men måske kan jeg igen engang blive leder - måske bliver jeg lidt mere hårdfør med tiden, jeg håber. Indtil da vil jeg nyde at være udviklingssygeplejerske, og så holde fri når jeg kører hjem.
Så derfor har mine strikketing den seneste tid været simple sager, som jeg kunne strikke selvom koncentrationen har været noget ringe.
3 par strømper til Mike, Jan og strik til hjemløse. Sidstnævnte skal også have de to huer.
Nu håber jeg så at det går mod lysere tider - og lysten både til livet og mere kompliceret strikketøj vil indfinde sig, og det må godt være snart.