lørdag den 3. marts 2012

2 gange Mor Aase

Der bliver desværre strikket en del her på matriklen - ikke fordi jeg er ked af at strikke, slet ikke, men fordi jeg lige nu ikke kan så meget andet. Stik mod alle mine løfter til mig selv, og andre, er jeg igen gået ned med stress, denne gang med en depression oven i hatten. ØV.
Jeg forsøger så at glæde mig over at jeg trods alt kan få noget godt ud af det i form af noget dejligt strik, både til mig selv og andre.
Denne bodyvarmer er strikket til Karen fra strikkeklubben, og den er strikket i noget "hjemmehjælpervenligt" garn. Historien er at Karen har hjælp til alt, og hun har desværre måttet sige farvel til flere hjemmestrikkede trøjer fordi de blev vasket forkert. Den stående replik er derfor, at når vi strikker til Karen, så skal det være "hjemmehjælpervenligt". Dette skal ikke forståes som en kritik af sosuerne i kommunen - slet ikke - de er kanondygtige, men de har bare ikke tiden til at gå og kæle om hjemmestrik. Derfor var jeg glad da jeg fandt Mor Aase garnet fra SandnessGarn. 80 % uld og 20 % nylon, maskinvaskbart ved 40 grader. Opskriften er fra Strikkemagasin 01 - 2011, og den holder Karen dejlig varm.
Det næste blev så en trøje til mig selv. Mor Aase garnet blev valgt igen, da jeg gerne ville have en arbejdstrøje,og da det ikke er violer alt det jeg rører ved på jobbet, så er det vigtigt at det kan vaskes i maskine - og helst lidt højere end 30 grader. Mønsteret blev fundet i et tillæg til Hendes Verden nr. 33 - 2011. Strikket i en størrelse M, og det er sørme mange år siden jeg kunne være i denne størrelse, men et vægttab på 13 kilo kan jo ses. Da trøjen var færdig og jeg fandt træknapper frem, så var den bare for kedelig. Jeg tog bilen og kørte til bettekun hvor Mette hjalp mig med farveklatter  - og vupti - så var det blevet en glad trøje.

10 kommentarer:

  1. Øv for stress, men godt at du kan strikke! Fede knapper til trøjen - rigtig god ide.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja Mette, det er godt at jeg kan strikke.

      Slet
  2. Jeg glæder mig på dine vegne, hvad strikning angår. Men hvor er jeg ked af, at du nu har stress og oven i købet en depression. Jeg håber for dig, at du så hurtigt og smertefrit som muligt kommer ovenvande igen. Alt det bedste ønskes herfra:-)

    SvarSlet
  3. Dejlige modeller du har strikket!!! De knapper gav lige trøjen en skøn og glad finish!!!

    Håber du med kærlighed til og omsorg for dig selv kommer godt ovenpå igen.

    Mange varme tanker og hilsener herfra.

    SvarSlet
  4. Det gør mig ondt at høre, at du er gået ned med depression. Jeg håber du snart er ovenpå igen og kan se lyset for enden af tunnelen.
    Det er fine ting du har strikket og en god ide med lidt knaldfarver på knapperne. Rigtig god bedring.

    SvarSlet
  5. Jeg synes den trøje er flot - særligt pga de fine knapper. (jeg har lige været på Gavstrik årsmøde - og har købt to sæt knapper med strikket betræk i forskellige farver ala dine her - jeg glæder mig sådan til at bruge dem.

    SvarSlet
  6. jeg vil rigtig gerne finde opskriften på den grå trøje med forskellige farver knapper. Jeg har 15 nøgler mor åsegarn. ;-) er der nogen der kan sælge mig opskriften?

    SvarSlet

Jeg elsker at få kommentarer - og gode fif